Spring til indhold.
Home

Nyhed

AAU samlede investorer og lovende iværksættere til topmøde

Lagt online: 21.05.2025

Aalborg Investor Summit gav en række startupvirksomheder mulighed for at pitche forretningsideer til investorer og fonde med smag på nye erhvervseventyr.

Nyhed

AAU samlede investorer og lovende iværksættere til topmøde

Lagt online: 21.05.2025

Aalborg Investor Summit gav en række startupvirksomheder mulighed for at pitche forretningsideer til investorer og fonde med smag på nye erhvervseventyr.

Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Mads Anton Andersen, Louise Karin Hansen og Trine Reinholt Andersen

Forskning skaber løsninger for samfundet – men det kræver investeringer at føre dem ud i livet.

Derfor havde AAU samlet mere end 260 deltagere - startupvirksomheder, investorer, fonde, eksperter og samarbejdspartnere - til Aalborg Investor Summit i AAU Innovate den 15. maj.

Arrangementet er en slags årligt topmøde for investorer og regionens mest lovende iværksættere, og dets betydning for erhvervslivet i Nordjylland kan ikke undervurderes.

”Investor Summit er en afgørende brik i det nordjyske startup-økosystem. Det er her, relationer bygges, idéer formes og fremtidens væksteventyr får deres første afgørende rygstød,” siger Mads Bang, som er innovationsdirektør på Aalborg Universitet

Investeringer er en samfundsforpligtelse

AAU har tradition for at samarbejde tæt med omverdenen, og universitetet har taget markante skridt i retning af at udvikle forskning med kommercielt potentiale.

Investor Summit er en afgørende brik i det nordjyske startup-økosystem.

Mads Bang, innovationsdirektør, Aalborg Universitet

Men det kræver flere kræfter udefra, hvis vi skal løfte den forskningsdrevne innovation i Nordjylland og undgå, at mange lovende teknologier ender i skuffen. Det mener investor Morten Lindblad, der deltog i Aalborg Investor Summit.

"Vi har en samfundsforpligtelse, os, der kan bygge virksomheder. Det hviler på os at udnytte den enorme værdi, som universiteterne skaber – og vi skal handle nu,” siger Morten Lindblad.

Værdi for samfundet

Mads Bang glæder sig over, at så mange valgte at deltage i Investor Summit. Han håber, at startupvirksomhedernes præsentationer vil føre til samarbejde og investeringer, som kan være med til at realisere forretningsideerne - og gøre en forskel.

Det hviler på os at udnytte den enorme værdi, som universiteterne skaber – og vi skal handle nu.

Morten Lindblad, investor

”Investor Summit er et tydeligt bevis på, hvordan vi – i tæt samarbejde med investorer og erhvervsliv – kan omsætte forskning til konkrete løsninger, der skaber værdi og adresserer samfundets store udfordringer,” siger Mads Bang.

Fakta

  • På Aalborg Investor Summit 2025 pitchede 22 nøje udvalgte startups og forskningsbaserede virksomheder deres løsninger for et stærkt felt af investorer.
  • Gert Spender-Andersen, der er forretningsudvikler hos AAU Innovation, giver her tre gode råd til et godt pitch, som kan skabe synlighed og tiltrække den rette investeringsvillige samarbejdspartner.
      • Beskriv problemet klart – hvad er det for en udfordring, og hvorfor er den værd at løse?
      • Vis, hvordan din løsning virker – og hvad der gør den unik.
      • Gør forretningsmodellen tydelig – hvordan skaber I værdi, og hvordan tjener I penge?
  • Partnere i Aalborg Investor Summit er Beyond Beta, EIFO, Norlys, HjulmandKaptain, BusinessAalborg og Professionshøjskolen UCN.

Læs også